Født: 1940 i Ikast
Bosat: Haslev
Uddannelse: Billedkunstner, autodidakt, Højskolelærer i tekstil og billedkunst.
Om kunstneren: Birgit Pathuel har fået kreativiteten og skaberglæden ind med modermælken. Tidligt lærte hun at komponere overraskende elementer sammen, og at bruge sin fantasi. Sammen med en medfødt evne har hun gennem et langt liv forfinet og udviklet sin tekniske kunnen, så hun i dag mestrer mange genrer indenfor tekstilkunst, akryl og akvarelmaling. Hendes egen favorit er og bliver dog silke som materiale. Hun er betaget af silkens ægthed, det lette og levende, der aldrig går tabt, og ikke mindst, at hvert eneste spor man sætter på det, altid vil være der. På godt og ondt. For hende er det at arbejde med silken blevet en metafor for livet selv.
Birgit Pathuel tager imod, hvad livet byder, og lader sig inspirere af naturen, digte og litteratur, eventyr og mødet med andre mennesker Hendes indtryk bliver omformet og gennemarbejdet til mindste detalje, som munder ud i en ny gave til beskueren. Hvert eneste værk bærer tydeligt præg af hendes eget positive livssyn og gå-på-mod. Stærke klare farver skifter med lyse næsten gennemsigtige pastelfarver og det stramme med det opløste. Men altid samlet i en harmonisk og skøn helhed.